|
Bussen
overdrages til de indiske myndigheder
Da vi igen nåede børnehjemmet, var det ikke lutter gode nyheder
der ventede os, tværtimod. De høje herrer, der kunne alt, kunne
altså ikke finde nogen løsning der kunne hjælpe os med at
få bussen overdraget til børnehjemmet.
 |
-
Nogle af pigerne hjælper os med at gøre bussen
grundig ren.
- |
For
at vi kunne donerer bussen væk skulle vi have en importtilladelse,
som vi i New Dehli måske kunne skaffe på et halvt år. Men skulle
det så lykkedes at skaffe tilladelsen, ville børnehjemmet ingen
mulighed have for sælge den og bruge pengene på børnene hvis det
var det de ville. Og muligheden for, at vi kunne sælge bussen og
så donerer børnehjemmet pengene gik også i vasken. Staten forlangte
en enorm høj indførselsafgift på flere 100% af bussen værdi,
og det er en værdi de indiske toldmyndigheder sætter.
Det ville betyde en urealistisk høj pris
på flere hundrede tusinde danske kroner som vi ikke var interesseret
i at skulle betale.
Vi havde nu ikke længere en mulighed for at få noget økonomisk ud
af bussen til børnehjemmet da vi ikke kunne få lov
at forærer dem bussen for en krone eller sælge den og
overdrage dem pengene. Derfor gik vi igang med en ny plan, der gik
ud på, at få bussen overdraget til de indiske myndigheder. Vi startede
ud på det danske konsulat i Bombay, hvor vi fik oplysninger og addresser
der førte os ned på havnens toldområde.
Endelig kom vi i kontakt med en inder der kunne bestille noget,
uden det tog en evighed. Det var toldofficeren Mr. Menon der fik
vores sag og han lød positiv. Første problem var, at bussen ved
indrejse til Indien blev stemplet i Toke`s pas og selv om det for
Toke skulle være umuligt at forlade landet uden bussen, ja så var
han altså i Danmark. Tolderne kunne ikke forstå det kunne lade sig
gøre og vi måtte nu få faxet kopier af de relevante sider i hans
pas derned fra Ærø. Mr. Menon arbejdede videre med overdragelsen,
mens Sister Superia og os gik til de øverste chefer i det indiske
toldvæsen, for at høre om muligheden for, at den auktionssum bussen
ville indbringe kunne gå helt eller delvist til børnehjemmet eller
til et andet humanitært formål. Men de var hårde og kontante, alle
vores ellers vældig gode forslag blev afslået.
Indisk chaufør bag
rattet
Der var nu gået 10 dage, siden vi kom fra Nepal og det blev tid
til, at vi skulle ind på toldområdet med bussen. Hverken Mette eller
jeg havde kørekort til bussen, så børnehjemmets chaufør Mr. Antony
ville hjælpe os, men da han ikke var vant til så stort et kørtøj,
ville han kun kører når det gik lige ud.
Hans uerfarenhed kom til udtryk i 3 uheld på de 30 kilometer, hvor
det gik lige ud og på den lille tur med en inder bag rettet, fik
vi flere skader og skrammer på bussen end i de første 8 måneder,
men han gjorde jo sit bedste.
Det sidste farvel til Volvoen
Vores toldmand, mødte os som aftalt og vi kørte mod den lagerbygning,
hvor bussen skulle opmagasineres. Den indkørsel vi skulle ind af,
var i forvejen smal og så var der vejarbejde på begge sider med
afspærringer der gjorde det endnu smallere. Antony havde ikke lyst
til at forsøge sig, så jeg måtte tage over og fik også i flere forsøg
rettet bussen op på den stærkt trafikerede vej, så den lige akkurat
kunne snige sig ind imellem afspærringerne, uden at skride i de
store huller på hver side. Der var som altid en masse indere til
at diregere/forvirre, men de har ingen fornemmelse af bussens længde,
så den eneste jeg lyttede til var Mette, der efterhånden kendte
bussens begrænsninger. Vi måtte fjerne vores reservehjul på
taget og havde bussen været 5 mm højere, havde vi været nødt til
at afmontere tagbegagebægeren for at kunne komme ind i hallen, hvor
bussen skulle stå, men det gik lige akkurat.
Vi tog pladerne af og vinkede et sidste farvel til den kære Volvo,
før vi fortsatte ind på toldkontoret og ordnede de sidste detaljer.
Da vi takkede af på børnehjemmet, var det med en sang fra alle børnene
om, at de håbede vi aldrig ville glemme dem, det gør vi naturligvis
heller ikke.
Så hvis nogle kunne være interesseret i at støtte hjemmet og ikke
mindst børnene, kan I kontakte Else Poulsen, fra ulandsgruppen Ma
Niketan, på tlf. 86988230.
Der er mulighed for at støtte et barn økonomisk på børnehjemmet
og følge barnets udvikling med brevveksling og evt. besøg.
Det var en genial tur med alle de oplevelser man kan ønske sig,
masser af gode venner og minder der vil følge en gennem resten af
livet.
Har du nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte
mig.
©
Tekst
og foto.
Finn Englyst
|
|
Til Nepal 2
|
|
Til Toppen
|
|
|
|
